8 gode råd til hvalpe - giv din nye hvalp den bedste start

En hvalp har brug for tryghed og opmærksomhed, hvis du vil have de bedste forudsætninger for en blød overgang fra mor og kuld-søskende til sit blivende hjem hos dig. Jeg tager dig her igennem 8 steps i arbejdet med din nye bedste ven.

1. Hvad skal jeg gøre, inden min nye hvalp flytter ind?

Sikre dit hjem inden hvalpen flytter ind. Skarpe genstande, kemikalier, rengøringsmidler og blottede ledninger burde du fjerne. Og det er en god ide at afskærme trapper og altaner.

2. Hvor sover min hvalp bedst?

Fordi alt er nyt for din hvalp, er det en god ide at sove sammen med din hvalp de første nætter. Enten kan du lade den sove ved siden af din seng, eller du kan sove sammen med din hvalp i det rum, som du tænker, at hvalpen skal sove i i fremtiden.

3. Hvordan gør jeg min hvalp renlig?

Det er vigtigt at hvalpen kommer ud hver gang, den har sovet, spist, drukket og leget. Når hvalpen så besørger udendørs, skal du rose den og eventuelt give en godbid. Hvis uheldet sker inden for, er det vigtigt, at du lader som ingenting – du må ikke skælde din hvalp ud eller straffe den. Det kan nemlig gøre hvalpen nervøs og usikker på at besørge i det hele taget, hvilket bare gør det endnu svære at renlighedstræne.

4. Hvordan lærer jeg min hund at være alene hjemme?

Når din hvalp er faldet til, begynder alene-hjemme træningen. Placer hvalpen med sin kurv og et stykke legetøj et sted, hvor den føler sig tryg. Herefter kan du aflede opmærksomheden med et tyggeben, og så forsvinder du ud af syne i et par minutter. Du må ikke gøre opmærksom på at du går. Hvis din hvalp hyler eller piber, skal du vente med at vende tilbage til den har været rolig i to minutter. Når du kommer tilbage, må du ikke gøre et stort nummer ud af det, da det kan forstærke adskillelsen. Gentag ofte og øg gradvist tidsrummet, men pas på med ikke at gå for hurtigt frem.

5. Hvornår skal jeg socialisere min hvalp?

De første måneder er altafgørende for, hvordan din hvalp ser verden. Derfor skal du give din hvalp en masse positive oplevelser i forskellige miljøer. Lad den opleve trafikken, mennesker, andre hunde, fremmede steder, osv. Her er hvalpetræning også en god ide. Men tag det lidt ad gangen.

6. Hvad skal jeg tænke på ift. hvalpefoder?

For at give hvalpen en god start er det en god ide at fodre den med et solidt og godt hvalpefoder, som understøtter den vækstproces, som hvalpen gennemgår. Her anbefaler vi ProBiotic LIVE til hvalpe af både store og små racer.

7. Rører jeg min hvalp nok?

Væn din hvalp til at blive rørt. Prøv at nusse den på poterne, løfte ørerne op og kigge ind i munden, men gør det i en hyggelig kontekst. På den måde forbinder din hvalp dét at blive rørt med noget rart, og du kan let følge med i dens sundhedstilstand.

8. Hvornår skifter min hvalp tænder?

Når hvalpen er 4-6 måneder, skifter den sine tænder. Tilbyd tyggelegetøj, så du flytter fokus fra at bide i dine ting. Læg dens legetøj eller tyggeben i fryseren, så den tygger i noget koldt – det er dejligt for voksende tænder.

Rigtig god fornøjelse med din nye bedste ven!

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra Equidan Vetline

Vi sender dig gode tips, produktnyheder og andre spændende ting, som kun kommer i nyhedsbrevet.